Workshops fra makerinspiration er nye måder at kombinere kreative udtryksformer med teknologi-leg.

Brug lys som tegneredskab i denne workshop, hvor børn og voksne kan eksperimentere med kreativ brug af teknologi.

Lystegning to og to. Foto: Tinkeringstudio, flickr

Kan du lave en tegning sammen med en ven, hvor I tegner hver sin del?

Lystegning af blomst. Foto: MJC Rodez, flickr

Lav din lystegning som en film, hvor du bygger tegningen op over tid.

Lystegning af kugle. Foto: Dave Doe, flickr

Lav en lyskugle ved at slynge lyskilden rundt om dig selv.

Lystegning af vinger på person. Foto: Lucy Correia, flickr

Lav et flot portræt, med et ekstra kreativt udtryk. Hvad udtrykker bedst modellens personlighede?
En blomst? Vinger? Kæmpestore briller?

Workshop: Levende tegninger med lys

Tegn og mal flotte billeder med lysstråler. Vi bruger både færdige lyskilder som fx lommelygter og vi laver vores egne lyspensler med lysdioder og batterier. Hvad giver det bedste resultat? Vi prøver os frem! Vi bruger en app, som du selv kan installere på din smartphone og tegne videre, når du kommer hjem.

Vi tegner med lys og udnytter at lys trækker streger gennem billedet, hvis man holder kameraets lukker åben i lang tid. Det er fascinerende, det er flot og det er frem for alt sjovt. Man kan gøre det udenfor om aftenen, men man kan også gøre det indenfor om dagen i et mørkt rum. Vi eksperimenterer med at lave motiver med forskellige lyskilder. Vi bruger primært lysdioder, der er kolde og sikre at arbejde med. Det kan være lommelygter og cykellygter i kombination med farvede filtre, alle mulige elektroniske dimser der har lysende dioder og sidst men ikke mindst lyspensler, som vi selv laver i form af enkle elektroniske kredsløb med lysdioder og batterier.

Vi bruger smartphones til at optage billederne med, og deltagerne lærer undervejs at bruge en speciel app til formålet. Deltagerne kan bruge egne smartphones.

Forudsætninger:

Deltagere fra 7 år og op.

Jeg har alle materialer med, der skal bruges til workshoppen. Der er brug for et arbejdsbord, hvor vi kan bygge vores lyspensler, og et mørk sted, hvor vi kan optage billederne. Det behøver ikke at kunne blive kulsort. Et rum, der kan mørkelægges i samme grad, som hvis man skulle se film med en projektor, er fint. Desuden skal der være adgang til stikkontakter ved arbejdsbordet.

Hvad lærer man på workshoppen?

En ny kreativ udtryksform. Digital fotografi med langtidseksponering. Arbejde med enkle elektroniske kredsløb. At eksperimentere sig frem og opnå et godt resultat ved at lære af sine fejl.

Hvad får deltagerne med hjem?

Hver deltager får mulighed for at lave et fotoprint af den mest vellykkede lystegning.
Efter workshoppen, ligger de digitale billeder på nettet, så deltagerne kan hente dem.

App’en som vi bruger under workshoppen kan deltagerne selv hente og installere på deres egne smartphones, så de kan arbejde videre med lystegning bagefter.

Omfang

Workshoppen varer op til 4 timer inkl. pauser.

Der er plads til ca. 15 deltagere, som kan være børn alene eller børn sammen med voksne.

Kontakt

Kristian Stokholm, Tel: 20 16 83 23, kristian@makerinspiration.dk

Workshops fra makerinspiration